Velkommen!
Jeg hedder Lise, er gift med Alex, mor til Elna og Grethe – og så elsker jeg at være kreativ.
Navnet Kreative Lise fik jeg af en lærer i folkeskolen. Jeg havde ham til gymnastik, og lad mig bare være ærlig – det var ikke mit bedste fag… og han var ikke just imponeret over mine snakkesalige krumspring for at undgå at klatre i reb og ribber. Så der var en tid, hvor indholdet på hans forældresamtaler ikke var så motiverende.
Men så skete det! Jeg fik den selv samme lærer til billedkunst. Og så vendte det! Næste gang mine forældre og jeg trådte ind ad døren til forældresamtalen, sagde han stolt: “Der har vi jo Kreative Lise!” Og så gik snakken ligesom lidt bedre.
Navnet har hængt ved siden, da lysten til det kreative stadig er der. Jeg arbejder i et pengeinstitut, og jeg er typen, der elsker at kunne sætte to streger under et facit. Men som kontrast til kassetænkning, logisk sans og regning, så er det kreative blevet mit åndehul. Jeg kan ikke have ferie i mere end to uger, inden jeg begynder at overveje om jeg skulle finde en mere kreativ livsopgave. Men hver gang vinder min fornuft, som overbeviser mig om, at jeg ikke ville kunne tjene den samme løn ved at sælge flettede stjerner ved vejkanten.
Så nu skal min kreative side udleves gennem denne blog! Man går jo hen og bliver ung med de unge inden det får ende…
Min intention er at dele kreativiteten, og inden længe at få en lille webshop op at køre med nogle af mine kreative produkter.
Ideer er der nok af – det er nok tiden, der bliver en udfordring…
Jeg håber, du vil følge med.
Kh. Lise