2 forskellige slags hæklede bolde
Jeg har lavet 2 slags hæklede bolde – en til hver af pigernes 1 års fødselsdag. De er super nemme – gode begynderprojekter, og så ser de sværere ud end de er – så der er rig mulighed for at imponerede sine nærmeste, hvis man lige er sprunget ud i hækleverden 🙂
Den mindste hæklede bold på billedet (den, der er hæklet frem og tilbage) hæklede jeg for 2 år siden. Opskriften fandt jeg her, men til Elnas bold har jeg sluttet efter række 17. Derefter hæklede jeg en række fastmasker hele vejen rundt om femkanten. Det gjorde både bolden lidt større, væsentligt nemmere at sy sammen, og den blev også lidt finere, synes jeg.
Grethes hæklede bold har jeg selv kreeret, så der kan du finde en opskrift herunder. Det skal dog retfærdigvis lige nævnes, at jeg ikke tidligere har skrevet hækleopskrifter (kun små notater til eget brug) – så I må bære over med mig 🙂 Men skriv endelig, hvis der opstår spørgsmål undervejs!
DIY – Grethes hæklede bold
Grethes bold er hæklet rundt med stangmasker.
Du skal bruge:
- Hæklenål str 3,5
- Bomuldsgarn (50 g – 105 m)
- Fyld (vaskbart pudefyld)
- Rasle
- Nål
- Saks
Du skal lave 12 femkanter
Forkortelser:
mr = magisk ring
km = kædemaske
faux = “falsk” stangmaske (se her hvordan du laver den)
lm = luftmaske(r)
stm = stangmaske(r)
3-gruppe = gruppe med 3 stm i samme maske
Opskrift:
- omg: 2 lm + 14 stm i en mr, luk med en km i anden lm (15)
- omg: 1 faux (eller 2 lm), *3-gruppe + 1 stm de næste 2 stm* – gentag *-* yderligere 3 gange, 3-gruppe, 1 stm i den sidste stm, luk med en kædemaske (25)
- omg: 1 faux (eller 2 lm), 1 stm i den første stm, *3-gruppe + 1 stm de næste 4 stm* – gentag *-* yderligere 3 gange, 3-gruppe, 1 stm i de sidste 2 stm, luk med en kædemaske (35)
- omg: 1 faux (eller 2 lm), 1 stm i de første 2 stm, *3-gruppe + 1 stm de næste 6 stm* – gentag *-* yderligere 3 gange, 3-gruppe, 1 stm i de sidste 3 stm, luk med en kædemaske (45)
- omg: 1 faux (eller 2 lm), 1 stm i de første 3 stm, *3-gruppe + 1 stm de næste 8 stm* – gentag *-* yderligere 3 gange, 3-gruppe, 1 stm i de sidste 4 stm, luk med en kædemaske (55)
Hæft enderne og sy femkanterne sammen. Vent med at luk bolden til du har fyldt den rigtig godt med pudefyld og en rasle i midten af bolden.
Gør de hæklede bolde personlige
Selvom du følger opskrifterne, kan boldene sagtens gøres personlige. Der er masser af muligheder – og listen her er bare til for at hjælpe din kreativitet på vej 🙂
- Garnvalg
- Det er oplagt at vælge garn efter yndlingsfarverne (giverens eller modtagerens)
- Garn til sammensyning
- Kontrastfarvet garn
- Sytråd, så samlingerne bliver usynlige
- Hækle sammen i stedet for at sy
- Forskellige sting (eller masker) til sammensyning
- Pynt bolden
- Broder på femkanterne (inden sammensyning)
- mønstre (f.eks. krydser i hver anden række masker)
- figurer (f.eks. stjerner)
- Broder på femkanterne (inden sammensyning)
Som altid er det kun fantasien, der sætter grænser! Eller tiden…. 🙂
God fornøjelse. Hvis du skulle få lyst til at dele et billede af DIN bold, så send mig endeligt et billede eller tag mig på instagram (@kreative_lise eller #kreativelise). Så bliver jeg så glad 🙂
Hvis du gerne vil have en mere printvenlig version – så findes opskriften på Grethes hæklede bold i denne pdf.
Kh. Lise