Inspiration til hæklede huer
Efteråret er over os! Og det giver jo anledning til at finde hæklenålen frem igen, og hækle nogle søde og lune huer.
Da børnene var spæde brugte jeg en engelsk opskrift, men jeg var nødt til at bruge opskrifterne på de store størrelser, før det passede med mit garn og hæklenål. Så de sidste mange huer har jeg lavet uden nogen egentlig opskrift – det kræver bare, at man har hovedet (altså barnets…) indenfor rækkevidde, for huen skal prøves på løbende.
Som mor er jeg bare vild med denne model med øreflapper, for en hue er nu bedst, når den går ned over ørerne. Prøv at google “crochet earflap hat“, så vil du finde mange udgaver – og billeder til inspiration.
Gør huen personlig
Når først du har fundet en god opskrift på en hæklet hue, så er det bare frem med kreativiteten. Jeg har tidligere pyntet huerne med forskellige blomster, farvede striber i selve huen og garn i forskellige farver til bindesnorene. Men efterhånden som datteren blev større, og kunne passe huen i længere tid – så voksede lysten til at gøre mere ud af huerne også.
Som i så mange andre kreative påhit, så elsker jeg at gøre tingene personligt. Så da datteren var vild med Peter Plys, så skulle huen selvfølgelig også være med Peter Plys. Og igen er det jo kun fantasien, der sætter grænser.
Jeg har desværre ingen opskrift på mine huer – hverken selve huerne eller pynten. Det er alt sammen lavet på fingerspitzengefühl efter inspiration fra google eller pinterest. Fælles for alle huerne er dog, at jeg har hæklet en række fastmasker hele vejen rundt i samme garn som selve huen. Så bliver den sidste række fastmasker i et andet garn nemlig meget pænere 🙂
Jeg håber, at du har fundet lidt inspiration til efterårets huer. Og hvis du har spørgsmål til mine huer, er du som altid velkommen til at skrive til mig 🙂
Kh. Lise