Hæklet kludetæppe

Hæklet kludetæppe

Frem med den store hæklenål, og lav dig et unikt kludetæppe

Da jeg sad ved vores skønne skrivebord den anden dag og noterede ideer til nye indlæg, kom jeg til at kigge ned på gulvet, og fik øje på kludetæppet. Og det kan godt være, at det er et par år (sikkert mere…) siden, jeg hæklede det – men ideen er stadig god, så den skal I da ikke snydes for 🙂

Så hvis du også elsker at genbruge ting, og gerne vil “upcycle”, som det vist hedder på nudansk, så omdan dit gamle sengetøj, t-shirts og meget andet til et sjovt og anderledes kludetæppe.

Jeg har brugt mandens aflagte arbejdstrøjer, vores gamle dynebetræk, og så har jeg købt noget dynebetræk i genbrug for få penge. Så kan man også finde de farver, man gerne vil have 🙂

Den største udgift til dette projekt var vist hæklenålen – men den kan heldigvis også genbruges.

 

Sådan blev kludetæppet til:

Jeg vil ikke lave en udførlig DIY til dette projekt, dem er der sikkert nok af i denne verden, men her kommer en lille hurtig vejledning (som dog kræver lidt kendskab til hækling).

Jeg rev/klippede stoffet i stykker i ca. 4 cm tykke strimler. Jeg gjorde det zigzag for at undgå alt for mange “garn”-skift, når jeg skulle hækle.

Og da stoffet var rullet fint sammen til kæmpestore garnnøgler, så var det frem med hæklenålen – str. 12 mm!

Jeg startede med en magisk ring, med 6 stm i, og lukkede omgangen af med en km. Næste omgang begyndte jeg med 2 lm, og lavede 2 stm i hver maske – sådan fortsatte jeg: Lukkede med en km, startede med 2 lm. Antallet af udtagninger tog jeg lidt hen ad vejen. Så mit bedste råd må være: Læg tæppet på gulvet jævnligt for at se, om det bliver fladt. Det må selvfølgelig ikke bølge, så ender vi jo bare som James og tigerskindet i 90-årsfødselsdagen 🙂

 

Det personlige kludetæppe

Hvis man ikke vil ofre sengetøjet, eller bruge tid på at rive det i stykker, så kan man selvfølgelig bare købe båndgarn, spaghettigarn og hvad det ellers hedder alt sammen. Så bliver det også nemmere at lave flotte mønstre med stangmasker og luftmasker. Jeg synes dog, at det sjove ved dette tæppe netop var, at det blev helt unikt og personligt. Min mand er selvstændig el-installatør, og firmalogoet fra hans t-shirts blev delvist at se et par steder på tæppet. Dét er da sjovt! 🙂

Hæklet kludetæppe

Når der pludselig dukker noget af firmanavnet op på tæppet

 

Håber du blev inspireret, og spring bare ud i at hækle sådan et kludetæppe. Det luner så dejligt på benene, mens du hækler det – og det luner på gulvet bagefter 🙂

 

Kh. Lise