Smelt dig selv en perleskål
Det vrimler med armbånd, halskæder, hårbøjler, flotte sten, og alle mulige andre små ting, som pigerne får samlet sammen – og så er det altså smart, at man bare lige kan lave en sød perleskål i ovnen. Lad mig bare afsløre, den grønne skål på billedet er ikke den første perleskål her i huset – og det bliver heller ikke den sidste.
Sådan laver du perleskålen
Du skal bruge følgende:
- En varm ovn – ca 175 grader
- En ovnfast skål
- Olie til at smøre skålen med (jeg bruger spray)
- Perler i ønskede farver – antallet afhænger af skålens størrelse
- Evt. en gaffel… og en spiseske…
Du skal gøre følgende:
- Smør skålen med olie, så perlerne ikke brænder fast på skålen.
- Sæt forsigtigt perlerne i skålens bund – start med yderomgangen, og arbejd dig ind mod midten. Sæt perlerne med lidt afstand ellers popper bunden op.
- Læg så forsigtigt perlerne på skålens side – det er her, det kan være en fordel at bruge en gaffel. Så kan du sætte 4 perler på ad gangen, og det er nemmere at få plads til gaflen, end til fingrene (alt afhængig af, hvor stejl skålens side er).
- Sæt skålen i den varme ovn (gerne varmluft, så smelter den mere jævnt) – hold øje med skålen, lige pludseligt går det hurtigt. Det tager ca 5-7 min.
- Når alle perlerne er smeltede, så tag skålen ud og sæt den i vasken.
- Hvis perlerne buler op nogle steder, så kan du trykke dem ned med en spiseske.
- Hæld forsigtigt vand i skålen, så løsner perleskålen sig efter lidt (ellers stik forsigtigt en kniv ned mellem skålen og perlerne, og løsn perleskålen.
- Vask perleskålen godt af i opvaskevand, så olien bliver vasket af.
Andre idéer til din perleskål
Du kan selvfølgelig lave lige det motiv eller mønster, som du har lyst til. Du kan også bruge forskellige skåle, med forskellige forme, f.eks. en hjerteformet skål.
Jeg har sagt det før, og jeg gør det lige én gang til: Det er kun fantasien, der sætter grænser 🙂
God fornøjelse med dine perleskåle!
Kh. Lise