Lav søde snefnug til ophæng og meget mere
Mangler du en sød lille værtindegave – så fat miniperlerne fra Hama, og lav nogle søde snefnug.
De er hurtige at lave, og du kan lave et utal af versioner. Søg evt. på “Snefnug perler” på google, eller klik her – så vil du se mange udgaver. Men du kan også selv gå i krig med en sekskantet perleplade – det er jo en del af hyggen ved perlerne; selv at lave mønsteret eller motivet.
Jeg har valgt at bruge nogle få gennemsigtige perler til at lave et lille ophæng på snefnuggene (se billedet herunder). Så kan der sættes et fint silkebånd i, hvis man vil have dem op at hænge. Men det kan man jo gøre helt som man vil. Skulle man fortryde de gennemsigtige perler, så kan de skæres af med en skarp hobbykniv.
Da jeg var lille, havde vi tradition for i min familie, at vi holdt en klippe-klistre-dag i december. Vi mødtes måske hos min farmor, og var sammen med både fastre og onkler – og så blev der ellers lavet julepynt! Det var alt fra smukke papirsophæng (det var nok mest mødrene…), til flettede stjerner (det var blandt andet mig – se evt. tidligere indlæg) og musetrapper. Musetrapper var et must – af en eller anden grund, så er musetrapper altså strengt nødvendige til en juleklippedag – hvad enten det er i skolen, eller sammen med familien 🙂
Hvis vi skal lave en klippe-klistre-dag i min familie i år, så skal den vist udvides til også at omhandle perler. Perler i alle størrelser – til alle størrelser 🙂
God fornøjelse!
Kh. Lise