Et anderledes perleprojekt i en trist anledning
I denne uge er der ekstra fokus på kræften, og alle de mennesker, den desværre berører. Der er vist ikke mange, der ikke har haft kræft tæt inde på livet, hvad enten det er i familien, på jobbet eller i omgangskredsen.
Knækcancerblomsten erhverves hvert år her i huset, og i år har vi også fået en coaster, der minder os om, at tro på livet og leve det, mens vi har det.
Og når man deler sin egen knækcancerblomst på Instagram, så donerer Boozt.com 20 kr. til Knæk Cancer 🙂
Smeltede perler i en ny udgave
De smeltede perleflag, som jeg tidligere har lavet, har nu fået en ny legekammerat: Knækcancerblomsten, også smeltet i ovnen – men med miniperler sat inden i midiperlerne! Det er lidt et pillearbejde, men det giver nogle helt andre muligheder, hvad angår mønstre. Resultatet bliver knap så “luftigt” at se på, men jeg er ret vild med effekten.
Du finder DIY’en til perleflagene her, og den kan du sagtens genbruge – eneste tilføjelse er, at der skal sættes 2 miniperler inden i hver midiperle.
Lav din egen Knækcancerblomst
Lav selv en Knækcancerblomst, du må gerne gøre som mig, og du må også gøre lige som du gerne vil 🙂 Husk at dele den på Instagram med hashtagget #Knækcancerblomst – så har du allerede sørget for 20 kr. til indsamlingen.
Teknikken med miniperler i midiperler, smeltet i ovnen, kan du selvfølgelig også bruge til tusind andre projekter 🙂
Send mig gerne et billede af dit projekt, jeg vil så gerne se, hvad andre får ud af mine ideer – og hvis du deler på Instagram, så må du hjertens gerne tagge mig (@kreative_lise) eller bruge hashtagget #kreativelise.
Ha’ det godt, og pas på dem du holder af – vi er her så kort tid! Og lad os så knække dem f…… cancer!
Kh. Lise