Hvad skal børnebørnene give i gave?
Det spørgsmål har jeg tænkt længe over! Pigernes Farfar blev 60 år i går, og jeg syntes, pigerne skulle give en fin personlig gave. Han ville uden tvivl også blive glad for en tegning eller en perleplade – men det måtte gerne være mere holdbart.
Lige pludselig fik jeg ideen: Han samler på B&G’s Julerose, så han skulle da have sådan et fad med pigernes hænder på! 🙂
Så var ideen i hus – så langt, så godt. Så skulle fadet bare indkøbes, og pigernes hænder tegnes. Jeg valgte at tegne begge deres hænder på et stykke papir, tage en kopi og klippe hænderne ud. Jeg tænkte, at det nok var nemmere at tegne på fadet uden deres små fedtede hænder i nærheden 🙂 Og så var det ellers bare at gå i gang med porcelænstuschen, da først fadet var vasket og sprittet af.
Den personlige gave
Resultatet blev heldigvis som ideen i mit hoved. Og tegningerne med hænderne blev til et fint biprodukt. De hænger nu og pynter i pigernes Ram’n i køkkenet. Og der bliver de hængende til de producerer et nyt kunstværk, som bliver trykket ind i rammen.
Farfar fik overrakt fadet i går af pigerne. Og I kan tro det vakte glæde! Om han vil bruge det sammen med resten af stellet, eller det kommer til at stå til pynt – det må tiden vise, men det er hvert faldt en helt unik og personlig gave.
Kender du mon nogle, der ville blive glad for sådan en gave? Så kast dig ud i projektet ved næste lejlighed – gaven vil helt sikkert gøre glæde, i mange år frem.
Kh. Lise